Digital utopi eller demokratisk realisering?

Digital utopi eller demokratisk realisering?

 

De digitale medier er kommet for at blive! Men hvad kan disse medier egentlig, når vi taler demokratiske idealer: Står de til at redde demokratiet, eller er sådanne forestillinger snarere en digital utopi?

Det er for de fleste næsten umuligt at forestille sig et «offline samfund», hvor internettet og de digitale medier ikke indgår som en fast og infiltreret bestanddel af vores hverdag – både privat og offentligt. Mulighederne for kommunikation og deling er næsten uendelige, og dette har fået enorm betydning for vores sociale liv og i forlængelse heraf også vores demokratiske samfund. Ser vi ti år tilbage eksisterede en optimisme om, at de digitale medier ville bringe mere demokrati med sig. Opfattelsen har imidlertid ændret karakter, og i dag rettes et mere kritisk blik mod de digitale mediers demokratiske potentiale. «Den utopien som startet med internettet og de sociale mediene, er nok blitt noe dempet», fortæller Karoline Andrea Ihlebæk, postdoktor hos Institut for medier og kommunikation på UiO. Således er der sat spørgsmålstegn ved, om de digitale medier kan udbrede demokratiet ved eksempelvis at skabe større og lettere tilgængelig dialog mellem adskilte befolkningsgrupper, og ved at skabe transparens i ellers lukkede samfund og kulturer. I The Net Delusion stiller Evgeny Morozov en skarp kritik mod ”cyber-utopianismen”, som han mener tegner et romantisk og urealistisk billede af teknologiens betydning for demokratiet. Morozov forklarer, hvordan de positive historier alt for tit overskygger, at de digitale medier lige så ofte anvendes i udemokratiske henseender. Internettet kan potentielt bruges både i folkelige revolutioner og af autoritære magter – og det er også tilfældet ude i den virkelige verden i dag.

«Den utopien som startet med internettet og de sociale mediene, er nok blitt noe dempet.»

– Karoline Andrea Ihlebæk

Dialog lig demokrati

Dialog, kommunikation og oplysning har siden demokratiets spæde alder været selve byggestenene i det demokratiske samfund. I den forstand er internettet det ideelle forum, hvor demokratiet kan udspille sig. Problemet opstår imidlertid, hvis dialogen og det indhold brugerne møder er så stærkt influeret af diverse sorterings- og anbefalings-algoritmer, at markant anderledes synspunkter ikke kommer til udtryk over for den enkelte bruger. Med Eli Parisers The Filter Bubble fra 2011 opstod et øget fokus og kritisk syn på internettets øgede personalisering og ensretning af indhold. Som følge af en sådan homogenisering forhindres brugerne i at blive præsenteret for kontroversielle emner og minoriteters interesser. Derudover er det på de fleste digitale medier muligt at deltage anonymt. Anonymiteten gør, at undertrykte grupper kan komme til orde, uden at opleve negative konsekvenser ved sine udtalelser. Men samtidig kan anonymiteten også mindske den konstruktive debat ved at forstærke den kritiske tone. «De som forsvarer anonymitet, de peker jo ofte på, at det er et argument i seg selv, som skal gjelde. Man har også den andre side, som peker på at anonymitet kan være en af grunnene til, at folk ytrer sig på en måte, som ikke er heldig», forklarer Karoline Andrea Ihlebæk. Vi har alle oplevet, hvordan politiske debatter på Facebook eskalerer i takt med at kommentarerne bliver mere og mere polariserende og diskriminerende, og hvordan debattens egentlige substans derved ryger ud til højre til fordel for mudderkastning. Dialogen og kommunikationen i et demokrati er baseret på personlig ansvarlighed, og dette element risikerer at forsvinde på de digitale medier på grund af muligheden for anonymitet og fysisk afstand til de andre deltagere i debatten.

 

Brugen realiserer potentialet 

unspecified-5
Foto: Simon Ingram/Flickr Creative Commons

 

Skaber deliberation på de digitale medier et mere kommunikerende samfund? Hvorvidt internettet demokratiserer vores samfund er til hyppig debat i dag, og selvom synet har flyttet sig fra overvejende optimisme til øget skepticisme, er der ingen tvivl om, at de der digitale medier kan noget med demokratiet. Om brugen af dem selvfølgeligt fører til mere demokrati i verden er næppe tilfældet. Fortidens internet-utopi er således uddød. «Internet freedom» eksisterer ikke, som Morozov udtaler. Men måden hvorpå vi eksempelvis har set de digitale medier anvendt i demokratiseringen af og løsrivelsen fra totalitære regimer, viser at disse medier indeholder et særligt potentiale for demokratisk udfoldelse. «Teknologien i seg selv er jo ikke demokratisk. Teknologien er bare demokratisk, hvis den blir brukt på demokratiske formål», forklarer Karoline Andrea Ihlebæk. Hvorvidt potentialet realiseres, må siges at være afhængig af brugen af mediet; teknologiens demokratiske realisering afhænger således af de interesser, som står bag den.

 «Teknologien i seg selv er jo ikke demokratisk. Teknologien er bare demokratisk, hvis den blir brukt på demokratiske formål.»