Tidligere i år utgav Flux forlag den norske utgaven av Naturen er hellig. Klimakatastrofe og religion. Samfunnsviter’n har snakket med forfatter Jens-André P. Herbener om boken.
Du argumenterer for at animisme er verdens mest miljøvennlige religionsform, mens monoteistiske religioner er det motsatte. I dag er kristendom og islam, begge monoteistiske religioner, verdens største.
– Lad mig understrege med det samme: Menneskeartens destruktionspotentiale over for naturen kan komme til udtryk i en hvilken som helst kulturel kontekst. Også blandt traditionelle indfødte folk.
Men som følge af den animisme, der ofte kendetegner traditionelle indfødte – altså at der er guder og ånder i f.eks. dyr, træer, bjerge og floder – er der typisk nogle tabuer og restriktioner knyttet til omgangen med naturen, og de kan sagtens have naturbevarende konsekvenser. Også selv om de måske ikke har det til hensigt. I f.eks. en hellig lund i Nigeria er biodiversiteten over ti gange større, end den er uden for den hellige lund.
Den slags mekanismer møder man langt sjældnere i de traditionelle og dominerende former for kristendom og islam. Deres gud er nemlig hævet over naturen, og det ultimative mål er en overjordisk frelse i paradis.
Den tankegang har medført en afsakralisering af naturen, og det udgør givetvis nogle af de mentalitetshistoriske forudsætninger for den globale klimakrise. Fra at naturen – eller i alt fald dele af den – har bestået af levende subjekter, der skulle respekteres i et eller andet omfang, er naturen blevet til et dødt objekt, der kan udnyttes 100 procent efter forgodtbefindende.
Til tross for et kritisk blikk på flere av verdensreligionene skriver du at flere av representanter for verdensreligionene beveger seg i klimavennlig retning. Et eksempel er Pave Frans.
– Det er rigtigt. Man kalder fænomenet for the greening of religion, den økologiske vending, den grønne revolution og lignende. Det betyder, at dele af de store religioner bliver mere og mere økologisk bevidste.
«Fra at naturen – eller i alt fald dele af den – har bestået af levende subjekter, der skulle respekteres i et eller andet omfang, er den blevet til et dødt objekt, der kan udnyttes 100 procent efter forgodtbefindende.»
Det startede for 30-40 år siden og har på det seneste accelereret. Man kan nævne pave Frans, islamiske topforskere og ledere fra 20 lande, Kirkernes Verdensråd, religiøse ledere i Australien, Det Lutherske Verdensforbund og mange flere, der i løbet af de seneste par år har udsendt erklæringer, der opfordrer til at stoppe udledning af drivhusgasser og til at reducere forbruget afgørende.
Konkret begrunder de det gerne ud fra en økologisk nyfortolkning af deres helligskrifter og traditioner. En bevidst optagethed af naturbevarelse i religionerne er et moderne fænomen og kan ses som en modreaktion på den globale miljø- og klimakrise.
Tror du slike initiativ vil skape en vedvarende endring i religiøses syn på naturen?
– Det kan kun fremtiden vise. Men økologiseringen af religion er i alt fald en af de mest markante og omsiggribende nyskabelser i religionernes verden i dag. Intensiveres klimakrisen, kan vi godt komme til at se meget mere til grøn religion og spiritualitet.
I vår del av verden er konstant økonomisk vekst å regne som hellig. Du fremmer konkrete forslag for hva man bør gjøre for å endre kursen, for eksempel ettbarnspolitikk, eller at de som ønsker religiøs tilknytning bør melde seg inn i en religiøs organisasjon som setter naturen i sentrum. Dette er forslag som vil stride mot mange sin tro. Hvem tror du boken vil appellere til? Hvem håper du å kunne påvirke?
– Jamen, så må mange folk nok lave deres tro om. Verdensbefolkningen kan jo ikke blive ved med at vokse ubegrænset. Økonomien kan ikke blive ved med at vokse ubegrænset. Vores forbrug kan ikke blive ved med at vokse ubegrænset. Det kan ikke lade sig gøre af den simple grund, at vi kun har begrænset plads og begrænsede ressourcer til rådighed.
Alligevel opfører de fleste sig som om, de lever evigt i en uendelig verden. Den illusion kan få katastrofale konsekvenser for os. For dyrene har det allerede fået fatale konsekvenser. I de seneste årtier har vi udryddet over halvdelen af alle vilde dyr på jorden og i havene. Allerede i 2003 havde vi udryddet over 90 procent af alle store fisk.
Vores kapitalistiske industrisamfund er en økologisk massemorder, en tsunami af naturødelæggelse, som alle burde have en interesse i at stoppe. I det mindste hvis de bekymrer sig om deres børn og børnebørn.
Du skriver at vi kan lære noe av misjonerende religioner, og at det nå er vår tur til å misjonere om en økosentrisk livsforståelse.
– Vi kan lære noget af deres metoder i dag. Ja. Og jo mere en økocentrisk livsforståelse kan blive udbredt, jo bedre. For hvis vi ikke ændrer vores værdier, vil vi givetvis heller ikke ændre vores handlinger for alvor. Den globale klimakrise er ikke mindst en værdikrise.
Sivil ulydighet bør også være greit, for «når det er lov å ødelegge vår fremtid blir lovbrudd en plikt.» Hvor langt kan man gå? Kan ikke dette fort akselerere mot sin hensikt? Hvem skal kontrollere dette – enkeltindividet eller en gruppe?
– Kan vores samfundskurs blive farligere og potentielt mere ødelæggende, end den allerede er? I øvrigt er menneskenes love ikke skrevet på guddommelige stentavler. Engang var det lovligt at brænde kættere. Engang var det lovligt at holde slaver. Engang var det lovligt at henrette hekse. Engang var det lovligt at diskriminere kvinder på det værste. I dag har vi love, der beskytter massemishandling af dyr på landbrugsfabrikker, og love der beskytter masseudryddelse af arter.
FOTO: Dustin Scarpitti, unsplash
I de sidste 30-40 år har man på alle mulige måder – inden for lovens rammer – forsøgt at stoppe destruktionen af vores eksistensgrundlag. På afgørende områder er det i denne periode blevet værre. Langt værre.
Når samfundets ledere og lovgivere ikke vil sikre livsfundamentet for de kommende generationer, har jeg stor forståelse for, at nogen griber til civil ulydighed og økotage. Naturligvis bør økotagen aldrig rettes mod levende væsner. Den bør – med den amerikanske miljøaktivist Dave Foremans ord – udelukkende rettes mod det, der i stor stil destruerer liv.
Hvis der er nogen, der er økoterrorister, så er det de vækstliderlige finansbaroner, der profiterer af at ødelægge Jorden. Det er ikke dem, der prøver at stoppe dette vanvid. Efter min opfattelse står vores børns overlevelse til enhver tid over loven. Punktum.
De sekulære tiltakene har ikke vært tilstrekkelige, skriver du, og tar til orde for en grønn religion og spiritualitet. Men hvem skal diktere hva man skal tro i en økovennlig religion? Skal man tro eller vite? Vil ikke dette hemme klimaforskning, snarere enn å fremme det? Og bør ikke vitenskap og tro være adskilt?
– Klimavidenskaben er fuldstændig uundværlig, men de mange ildevarslende rapporter, der er kommet i de sidste årtier, har langtfra været nok til at vække flertallet fra dets tornerosesøvn. Der skal mere til. Derfor har jeg – som andre før mig – rettet fokus et andet sted hen, nemlig på folks grundlæggende værdier. For uhyre mange mennesker verden over har deres værdier rødder i religion i langt højere grad end videnskab. Skal man have dem med på øko-vognen, skal man også have deres religion med.
Klimavidenskab og grøn religion er ikke under alle vilkår konkurrenter. De supplerer hinanden. F.eks. er der mange miljøbevidste religiøse ledere og specialister, der eksplicit bygger deres kritik af klimakrisen på klimavidenskaben.
Desuden er økoreligion og grøn spiritualitet oftest ganske udogmatisk. De findes i alle mulige varianter og afarter, og der opstår hele tiden nye knopskydninger. Man ser det i dag inden for kristendom, islam, shinto, neopaganisme, jødedom, buddhisme, hinduisme, jainisme, blandt indfødte folk, i zarathustrisme, bahai, konfucianisme, daoisme og sikhisme. Desuden ser man det blandt mange dybdeøkologer, miljøaktivister, ayahuasca-drikkere, øko-feminister, neoshamaner, satanister, astrologer osv.
«Klimavidenskaben er fuldstændig uundværlig, men de mange ildevarslende rapporter, der er kommet i de sidste årtier, har langtfra været nok til at vække flertallet fra dets tornerosesøvn.»
Indbyrdes er de naturligvis forskellige, men de deler den opfattelse, at naturen skal beskyttes, og at den er hellig. På den ene eller anden måde. Selv støtter jeg alle tiltag, der trækker i bæredygtig retning.
Du kommer også med en viktig oppfordring til media og forlag, nemlig å prioritere stoff om klima. Synes du fremstillingen av klimautfordringene i medier og lignende generelt er god nok i dag?
– I betragtning af at den globale klimakrise er vor tids største og farligste problem, får den alt, alt for lidt opmærksomhed. F.eks. blev ordet klimaforandringer nævnt 278 gange i de danske medier i 2012. Underholdningsprogrammet X Factor blev derimod omtalt 8723 gange. Det må kandidere til en af de mest skamløse opvisninger i væsentlighedsforvrængning i mediehistorien, men den er desværre langtfra enestående. Tværtimod.
Medierne har en kæmpe magt og derfor også et kæmpe ansvar, men det har de forvaltet meget ringe, når det kommer til miljø og klima. Det skyldes sikkert ikke kun fortrængning, uvidenhed eller kortsigtet profittænkning. Det skyldes også, at de klassiske nyhedskriterier – væsentlighed, aktualitet, identifikation, konflikt og sensation – tydeligvis ikke kan bruges, når det kommer til de dødsensfarlige klimaforandringer.
Derfor bør medierne enten reformere deres nyhedskriterier eller indføre en mediemæssig undtagelsestilstand. Det er altafgørende, at man giver den klimakrise, der kan true selve vores eksistensgrundlag, den konstante topprioritet, den fortjener.
Om nødvendigt må staten træde til med rundhåndet økonomisk tilskud. For hvis der ikke sker en dramatisk forøget bevidstgørelse af klimakrisens mulige katastrofale konsekvenser og af de glimrende muligheder, der allerede nu er for en omstilling af samfundet, vil vi ikke begynde at handle anderledes.
Naturen er hellig – Klimakatastrofe og religion, utgitt av Flux forlag.
”Jamen, det er jo ikke sikkert, at det vil gå så galt”, vil nogen indvende. Nej, men der er uheldigvis meget stor sandsynlighed for det, hvis vi fortsætter den nuværende kurs. Og enhver – enhver – tvivl bør komme vores børn og resten af Jordens liv til gode, ikke de stenrige multinationale selskaber, ikke det næste career move. Det burde være indlysende, men indtil videre har det være omvendt, øjensynligt også i medieverdenen.
– Det er intet mindre end en skændsel.
